Ajos opnår Svanemærket til sine pavillonbyggerier

Nu kan udlejningsvirksomheden levere midlertidige byggerier, som efterlever nogle af de skrappeste krav til energiforbrug, indeklima, miljø og bæredygtighed.

Smilene er ekstra store hos Ajos a/s for tiden, idet virksomheden har opnået licens til at opføre svanemærkede byggerier med sine pavillonmoduler, og det er et langvarigt mål for Ajos, som nu er blevet opfyldt.

- Det er et meget stort øjeblik i Ajos' historie. Licensen til Svanemærket er et vigtigt led i virksomhedens strategi og en vigtig investering i fremtiden. Vores pavillonløsninger har i forvejen en meget høj standard, og certificeringen med Svanemærket er næste naturlige skridt i vores udvikling, siger Ole Wamsler, adm. direktør i Ajos a/s.

Ajos a/s har opnået licens til at opføre svanemærkede byggerier til stor tilfredshed for adm. direktør Ole Wamsler og alle ansatte.

Et svanemærket byggeri lever op til skrappe krav i hele dets livscyklus, dvs. krav til både materialer, byggeprocessen, brugsfasen samt affalds- og recirkuleringsfasen. Det betyder, at et svanemærket byggeri både er et godt valg for miljøet og for de mennesker, der skal opholde sig i bygningen. Og hos Miljømærkning Danmark, der har ansvaret for Svanemærket i Danmark, glæder man sig også over certificeringen:

”Det er positivt, at Ajos nu kan være med til at skubbe byggeriet i en mere bæredygtig retning. Deres koncept er cirkulært, idet de udlejer flytbare og midlertidige bygninger, som efter brug demonteres og genbruges andre steder. Det harmonerer fint med Svanemærket, som netop er med til at fremme cirkulær økonomi. Et svanemærket byggeri er bl.a. kendetegnet ved lavt energiforbrug, skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer, materialekontrol og materiale-logbog samt god kvalitet via gennemgang af uvildig tredjepart. Alt sammen noget, der er med til at fremme den cirkulære økonomi, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

Ajos' pavillon-moduler produceres hos Ajos' danske leverandør Scandi Byg, og Ajos har nu opnået licens til at opføre svanemærkede byggerier med modulerne.

- De pavillonløsninger, som Ajos opfører, er midlertidige, flytbare og skalerbare - og fuldt ud på højde med permanente bygninger. På nogle områder er vi endda længere fremme. Vi tror på, at Svanemærket er fremtiden inden for pavillonløsninger, siger Ole Wamsler.

- I dag er vores kunder glade for, at vi nu kan tilbyde dem svanemærkede byggerier. I fremtiden er jeg sikker på, at de fleste kunder vil løfte forventningerne og direkte kræve, at vi leverer en Svanemærket løsning til dem. Den udvikling, er jeg ikke i tvivl om, vil ske, og jeg er stolt af, at vi i Ajos går forrest på pavillonmarkedet i Danmark, tilføjer han.

Bæredygtigt certificeret træ, lavt energiforbrug og dermed lav klimabelastning i hele byggeriets levetid samt godt indeklima via krav til bl.a. ventilation, fugtsikring og afgasning af skadelig kemi er blot nogle af de ting, der kendetegner et svanemærket byggeri. Alt fra vinduer, døre og gulve til maling, fugemasser og isolering bliver der set på i forbindelse med certificeringen. 

- Vi integrerer Svanemærket i vores pavillonløsninger. Certificeringen viser, at vi er på rette vej, og vi tror på, at det giver os en konkurrencefordel i markedet. Svanemærket er ikke en døgnflue, og efterspørgslen på svanemærkede pavillonbyggerier vil stige voldsomt. Jeg er også glad for, at Ajos med Svanemærket har taget et socialt og miljømæssigt ansvar, siger Ole Wamsler, der ser en tydelig sammenhæng mellem moderne fleksibelt byggeri og Ajos' pavillonløsninger.

Hele leje-tanken underbygger i sig selv bæredygtighed. Ajos kan op- og nedskalere en bygning efter kundens behov, og når behovet er væk, kan virksomheden demontere den og genbruge den til nye formål. Med den verden Ajos har foran sig, er den strategi langtidsholdbar. Ajos har med Svanemærket nået et mål, som virksomheden strategisk har sigtet efter i lang tid, men det stopper ikke her. Ajos udvikler løbende og kigger hele tiden på nye innovative løsninger - Svanemærket er blot det næste skridt.

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies