Ajos cementerer kraftigt sin rolle som byggepladsentreprenør

At have en byggepladsentreprenør er ret nyt i Danmark, men Ajos har lige nu tre entrepriser på både store og mindre byggepladser.

Ajos a/s har fået et gennembrud for byggepladsentrepriser i Danmark. Ofte er det totalentreprenøren, som løser opgaverne, men han opfører ofte råhuset og er væk, når de mange håndværkere går i gang med montage og lignende. Byggepladsentreprenøren er den første på pladsen og den sidste, der forlader den.

- Det er mig bekendt første gang i Danmark, at et firma har tre byggepladsentrepriser samtidig. Vi har byggeriet på Rigshospitalet - Nordfløjen, Nyt Hospital Hvidovre og Aarhus Kommunes byggeri i Filmbyen i Aarhus, fortæller afdelingschef Henrik Clausen. 

- Det er interessant at have en byggepladsentreprenør, uanset om det er et stort hospitalsbyggeri, eller det er en knap så stor byggeplads. Vi bringer vores erfaring med os, mens det for en totalentreprenør typisk er nye erfaringer, der skal opbygges. For vores folk er det den primære opgave.

Projektleder Kevin Aagaard, Ajos foran kantine og mandskabsfaciliteter på byggepladsen ved Filmby3 i Aarhus, hvor Ajos har én af tre byggepladsentrepriser.

- Det betyder også, at vi kan bringe noget volumen med ind på mindre byggepladser. Vi kan i nogle tilfælde hente fælles tilbud på opgaver på flere byggepladser, så der bliver en stordriftsfordel og dermed lavere omkostninger.

Henrik Clausen understreger, at ingen af de aktuelle byggepladsentrepriser har tilknytning til moderselskabet MT Højgaard, og han fortæller i øvrigt, at Ajos har én eller to byggepladsentrepriser mere i deres pipeline.

Den seneste byggepladsentreprise, Ajos har startet op, knytter sig til byggeriet af Filmby3 for Aarhus Kommune. Det er et byggeri på 4.400 kvadratmeter og strækker sig over 14 måneder, og entreprisen er bred ved at omfatte både kran og hejs, som Ajos også leverer.

Projektleder på entreprisen er Kevin Aagaard, som er på pladsen én til to dage om ugen, men der er altid en repræsentant for Ajos på pladsen i hverdagen. En byggepladsentreprise omfatter mange opgaver, og ved byggeriet i Aarhus er der blandt andet værn, vinterforanstaltninger, afdækning og lukning af byggeriet, orienteringslys og varme foruden skure, veje, orden på pladsen og koordinering af samarbejdet mellem håndværkerne.

- Indtil videre er det gået godt med at etablere byggepladsen. Vi har blandt andet sat skure op og etableret en fælles kantine. Det er efterhånden normen på byggepladser med mange medarbejdere. Det giver alt andet lige bedre forhold, end hvis faciliteterne er i det enkelte firmas skurvogn. Det kræver også mindre plads, siger Kevin Aagaard.

Ajos’ nye semimobilkran ”Hup 40-30” er monteret på byggepladsen for Filmby3, hvor Ajos er byggepladsentreprenør.

- Vi har et tæt samarbejde med den arbejdsmiljøansvarlige. Oprydning på pladsen betyder for eksempel meget for sikkerheden. Nu har vi efterhånden etableret os på pladsen og er på vej ind i en driftsfase, hvor det hele går lidt lettere, siger Kevin Aagaard.

Ajos har etableret 10 skure på pladsen til mandskabsfaciliteter og byggepladskontorer. Med i byggepladsentreprisen hører også den endelige rengøring af byggeriet før aflevering.  

Det er i øvrigt ikke nyt for Ajos at være byggepladsentreprenør i Aarhus. I 2013-2014 var Ajos byggepladsentreprenør for IKEA, da de opførte deres 31.500 m² store, nye varehus i byen. Også den entreprise indeholdt mange forskelligartede opgaver. Foruden de mere traditionelle elementer, der indgår i en byggepladsentreprise, havde Ajos på et tidspunkt seks samtidige hejs kørende på pladsen.

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies