Pavillonbyggeri klarer meget høje krav til arbejdspladser

ATP i Vordingborg stiller meget høje krav til indeklima og miljø ved genhusning af medarbejdere under renovering. Ajos’ modulbyggeri klarer kravene.

ATP Bygningen i Vordingborg skal renoveres, og imens skal 60 kontorpladser genhuses, mens de resterende rokerer rundt under renoveringsarbejdet. Der er i øjeblikket 276 medarbejdere fra henholdsvis ATP, Udbetaling Danmark og Arbejdsskadestyrelsen i den eksisterende bygning.

- Vi skal etablere 550 kvadratmeter i 15 pavilloner med kontorplads, teknikrum, toiletter, køkkener og lignende. Vi har i princippet fået det som totalentreprise, men bygherren har taget sig af en del af installationerne, fortæller afdelingschef for skur, modul og pavillon, Henrik Clausen, Ajos a/s.

Det samlede byggeri omfatter 15 pavilloner, som der her er gjort klar til.

Der er bygget en række sikkerhedsforanstaltninger i form af alarmer, fordi der bliver arbejdet med personfølsomme oplysninger, men ellers har indeklimaet haft meget høj prioritet. Der er af bygherre stillet skærpede krav til ventilation og rumtemperaturen samt ekstra krav til en lav efterklangstid, der giver bedre komfort end bygningsreglementet kræver.

- Ventilationsanlægget er meget kraftigt dimensioneret, så det kan skifte luften meget hurtigt. Der er også sat ekstra støjdæmpning op i lokalerne, og gulvtæpperne er støjdæmpende. Der er et meget lavt støjniveau i pavillonerne, og så er der opsat automatisk solafskærmning, fortæller Henrik Clausen.

Pavillonerne monteres umiddelbart op til ATP’s oprindelige byggeri i Vordingborg.

-  Hele klima- og ventilationsdelen er naturligvis styret elektronisk ved hjælp af en fælles styring, der kan programmeres, men det er jo efterhånden blevet en selvfølge i alle pavillonbyggerier. Det særlige ved pavillonbyggeri er, at man altid får den nyeste version af udstyr, mens man i permanent byggeri får den version, der er tilgængelig på byggetidspunktet, siger Henrik Clausen.

Byggeprocessen har taget omkring fire-fem uger, men på grund af sommerferie, har det reelt taget otte uger at bygge de 550 m2 i Vordingborg. Det har været et roligt og veltilrettelagt byggeforløb.

ATP Bygningen i Vordingborg skal renoveres, og Ajos leverer og monterer den midlertidige bygning, som skal genhuse kontorpladser.