Legat til afholdt seniormedarbejder

Ajos-medarbejderen Egon Crone Andersen har fået tildelt Knud Højgaards Medarbejderlegat. Det er MT Højgaard, der uddeler legatet.

Egon Crone Andersen, Ajos, fik tildelt Knud Højgaards Medarbejderlegat, som hvert år siden 1963 er uddelt til medarbejdere, som har leveret et ekstraordinært godt stykke arbejde. I år har MT Højgaard 100 års jubilæum, og der blev i den anledning uddelt 50 legater. Legatet tildeles for at yde en særlig indsats i relation til virksomhedens strategiske fokusområder.

Administrerende direktør Ole Wamsler, Ajos skriver i sin indstilling blandt andet, at det seneste fingeraftryk, som Egon Crone Andersen tydeligt har sat i Ajos, er hele opbygningen af pavillonforretningen. 

Administrerende direktør Ole Wamsler, Ajos ønsker Egon Crone Andersen tillykke med MT Højgaards Medarbejderlegat.

- Til trods for, at han var ene mand, fik han opbygget forretningsområdet til et niveau, der betyder, at vi i dag har en af vores helt store vækstmotorer netop på dette område. Egon er en ildsjæl med et helt ekstraordinært drive. Han er en mulighedernes mand, der med sin løsningskompetence, der er i særklasse, får fundet løsninger, som han på tillidsvækkende vis får kundernes accept af. En alderspræsident, der tjener som rollemodel for os alle - unge som ældre, skriver Ole Wamsler.

Egon Crone Andersen har nået folkepensionsalderen, men han har ikke lyst til at få sin pension udbetalt endnu.

- Så længe man får noget ud af at gå på arbejde, så er der ingen grund til at stoppe, siger Egon Crone Andersen, der har været ansat hos Ajos i næsten 40 år.

- Det betyder meget for mig at få legatet. Når cheferne vælger én ud blandt mange emner, så er det en stor anerkendelse, og det er dybest set det, man går på arbejde for, siger Egon Crone Andersen.

Han har sat et stort aftryk på Ajos. Han blev ansat som elektriker og byggede i sin tid nye el-tavler og begyndte som den første at arbejde eksternt, så han lagde grunden til den nuværende el-afdeling.

Seniorkonsulent Egon Crone Andersen, Ajos a/s har fået MT Højgaards Medarbejderlegat for at yde en særlig indsats i relation til virksomhedens strategiske fokusområder.

Senere blev han bedt om at prøve at skabe et nyt pavillonsystem. Det førte til det nuværende system, og indtil for to år siden var pavillonafdelingen en en-mandshær, men i dag er det en stor og vigtig afdeling i Ajos på basis af Egon Crone Andersens indsats.

- Jeg har fået rimeligt frie hænder til at udvikle mine ideer, men jeg har også kæmpet for dem. Jeg har altid prøvet af skabe nogle løsninger, der var et reglement forud for tiden, og det har nogle gange kostet penge, men sådan er det jo. Det betyder eksempelvis, at ældre pavilloner med små ændringer kan opdateres til nye krav, fortæller han.

Egon Crone Andersen ser ikke sine kolleger som yngre, men nogle gange undrer han sig over, at de ikke ved det samme som han selv, siger han med et grin.

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies