Kvalitetsproces har styrket Ajos hejs

Ajos har inddraget mellemledere i recertificeringen af kvaliteten for hejs. Processen har ikke alene været for certifikatets skyld, men har styrket hele hejsafdelingen.

Ajos valgte at få mere ud af sin kvalitetsproces end krævet. ISO-certificeringen skal opgraderes til version 2015, for at firmaet må montere hejs, men afdelingschef Henrik Jochimsen valgte at gøre processen til et teamwork, som kom endnu længere omkring, end kvalitetscertificeringen kræver.

- Vi sammensatte et team med indkøber, salgschef, sektionsleder for produktionen og mig selv som leder. Processen har taget et par måneder, og den har styrket samarbejdet i afdelingen betydeligt. Vi har forenklet certificeringsprocessen og gjort den mere brugbar for os, så det virkelig er et ledelsesværktøj i afdelingen, siger Henrik Jochimsen. 

I gamle dage betød en ISO-certificering, at der blev produceret en masse papirer, og at der stod et stort antal ringbind på chefens kontor. Hos Ajos er der et enkelt ringbind, og resten af dokumenterne ligger digitalt og er tilgængelige for alle medarbejdere.

Bagest sektionsleder for hejs, Thomas L. Madsen og afdelingschef Henrik Jochimsen. Forrest salgschef Steffen Nørregaard Larsen og indkøbsleder Dennis Witek.

- I den nye standard skal der opstilles flere mål end tidligere. Vores mål handler om at forbedre svarene på vores kundetilfredshedsundersøgelse, så vi arbejder i høj grad med den kvalitet, der kan mærkes af kunderne. Vores processer er blevet nedskrevet og er dermed ens fra gang til gang, og så har vi fået et bedre samspil i afdelingen. Det skulle gerne give kunderne en oplevelse af at være i kontakt med en endnu mere stringent virksomhed, og så har det øget vores effektivitet. Det kommer kunderne til gode i form af hurtigere reaktionstid Og et bedre produkt 

- En sådan certificering, som er et krav til os, kan gribes an netop som en skal-opgave, som kun få får udbytte af i organisationen. Eller den kan, som vi gjorde, bredes ud til mange medarbejdere, så vi får gavn af både kvalitetsforbedringen og de forbedrede processer. Desuden øver vi os i at arbejde bedre sammen både til gavn for kunderne og for Ajos internt.

Produktionsmedarbejder Daniel Alexander Hansen i færd med at klargøre en hejs i Vejl-afdelingen.

Der bliver foretaget løbende målinger for at følge op, hvis udviklingen ikke går den rigtige vej. De egentlige målsætninger gælder for tre år, hvor løbende tilfredshedsundersøgelser skal vise, om de er nået.

Adm. direktør Ole Wamsler ser processen som et typisk eksempel på, hvor medarbejderne hos Ajos er nu.

- Ajos har været på en mental omstillingsrejse de seneste par år med digitalisering, fokus på work smarter – not harder osv. Medarbejderne hos Ajos er kommet godt afsted på denne rejse, så der nu ses flere og flere omstillinger som omtalte certificeringsproces.

Hejsafdelingen hos Ajos omfatter i alt 16 medarbejdere. Andre afdelinger beskæftiger sig med kraner, skure og pavilloner, byggestrøm og byggepladsindretning samt drift af byggepladser.

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies