Færre bolde i luften og mere eksekvering

Ajos afskaffer de rituelle MUS-samtaler og andre vaner. Til gengæld sættes mere ind på at få færre initiativer til at virke bedre.

Ajos har på mange måder gennemgået en markant turnaround, og den er lykkedes rigtig godt. Både medarbejdertilfredsheden og indtjeningen er opadgående, men administrerende direktør Ole Wamslers største fokus er, at de gode resultater ikke bliver en sovepude.

- Vi skal hele tiden være i forandring og mine mange år med ledelse har lært mig at det i særdeleshed er i de gode tider at man skal sikre forbedret effektivitet og konkurrenceevne. Vi møder stor efterspørgsel fra industri-, regions- og kommunekunder, og de udfordrer os på den gode måde, som sikrer, at vi bliver holdt i ørerne og ikke luller os i succes-søvn, siger Ole Wamsler.

Adm. direktør Ole Wamsler glæder sig over, at medarbejdernes tilfredshed går hånd i hånd med vækst og fremgang i indtjeningen.

- I krisetider har man traditionelt set en såkaldt brændende platform. Den har vi ikke lige nu i form af trusler mod virksomhedens eksistens, så derfor må vi skabe den brændende platform selv.

- Da jeg kom til Ajos for et par år siden, indførte jeg begrebet ’Best in class’ som ledestjerne. Det betyder, at vi er stålsat på at blive bedst på de områder, hvor vi opererer, og jeg italesætter det stort set dagligt. Det er en slags brændende platform, som er vigtig for os, fordi jeg er så bange for, at vores succes skal gøre os selvfede og selvglade. Vi skal selvfølgelig fejre vores succeser, men samtidig må vi have en eksekveringskraft, der virkelig batter, siger Ole Wamsler.

- Det er i medgangstider, vi skal ruste os til fremtidens modgang, for den kommer jo før eller senere. Vi ruster os ved at opbygge samlede løsninger og i nogen grad undgå den priskonkurrence, som skærpes i markedet, selv om det går godt. Vi kan se på nogle af konkurrenterne, at de reorganiserer og skærper priskonkurrencen. Jeg vil hellere forberede Ajos ved at forbedre vore løsninger, kompetencer og ikke mindst vores effektivitet – kort sagt styrke konkurrenceevnen, siger Ole Wamsler

- Det øver vi os løbende på. Derfor investerer vi massivt i træningslejre i stedet for kurser. På kurser taler man ofte om, hvordan det burde være, mens vi på træningslejre også øver os på at gøre det bedre i vores forretning. Helt konkret med de ledelsesværktøjer vi har opbygget. I det hele taget er mit bud på succes i forandringsledelse, at vi er meget konkrete og præcise. Både omkring planer, opfølgning og kommunikation, men også i forhold til at give medarbejderne nogle helt konkrete værktøjer til at understøtte eksekveringskraften, frem for at løfte det hele op på et meget teoretisk og ofte alt for abstrakt niveau.

Ajos arbejder med udlejning af kraner og hejs primært til bygge- og anlægssektoren, udlejning af skure og pavilloner, byggepladsindretning samt midlertidige elinstallationer både til industri-, regions- og kommunekunder.

- Grundlæggende er det ikke særligt kompliceret, hvad vi har gjort, men vi giver medarbejderne nogle praktiske redskaber og lærer dem at benytte dem, og så har vi alle sammen en høj grad af disciplin, så vi holder målet for øje, siger Ole Wamsler, som kalder sig selv lidt afhængig af forandringsprocesser og digitalisering som slagkraftigt til implementering af ændret kultur, vaner, processer mv.

- Jeg er nok lidt som en narkoman, hvad angår forandringsledelse - jeg bliver i den grad tændt af behovet for forandringer. I begyndelsen griner medarbejderne lidt af mig, når jeg taler om, at vi skal være ’best in class’ og et ’high performance team’, og ryster lidt på hovedet over den værktøjskasse, jeg åbner op for; men når resultaterne kommer, så er det ikke kun mig, der bliver høj af det - og så bliver det slagkraftigt, siger Ole Wamsler om baggrunden for den store optimisme, der præger Ajos op til offentliggørelsen af Ajos’ årsregnskab.