Ajos køber igen stort ind af skure og mandskabsmoduler

Ajos har bl.a. købt nye 20-mands mandskabsmoduler. De kan spare antal og plads, når medarbejderne alligevel benytter fælles kantine på store byggepladser.

Plads er den knappeste ressource på mange byggepladser. Derfor tager Ajos på flere måder forhåndshensyn til den trange plads ved indkøbet af 85 moduler hos søsterfirmaet Scandi Byg. Ordren er afgivet i december, og modulerne bliver leveret løbende over årets første måneder. 

Ajos har opsat en kæmpe skurby på byggepladsen knyttet til opførelsen af Niels Bohr Bygningen i København.
Ajos-moduler ved Niels Bohr Bygningen på Jagtvej i København.

- Vi har også tidligere i 2016 købt nye moduler, så med den seneste ordre sætter vi en tyk streg under, at vi satser på dette område, som passer godt med vores ekspertiser inden for andre områder af byggepladsindretning, siger afdelings- og flådechef for skure, moduler og pavilloner i Ajos, Henrik Clausen. 

- Med de nye indkøb prøver vi virkelig at fremtidssikre os. Modulerne ikke bare lever op til lovgivning og normer, men vi lægger et niveau mere på. Eksempelvis er alle moduler udstyret med LED-belysning, og vi tilbyder varmepumper med intelligent styring til disse moduler. Det betyder, at kunderne får lettere ved at leve op til deres energirammer, siger Henrik Clausen. 

De nye moduler fordeler sig på mandskabs- og kontormoduler. De er leveret i ens dimensioner, og de kan, alt efter valgte opsætning, bygges sammen og stables i to eller tre etager ude på pladserne. 

- Det er ret afgørende for kunderne, at de ikke får leveret moduler i forskellige størrelser, som ikke kan bygges sammen. Vi ved jo ikke altid, hvilke behov kunden har eller hvilke behov, der opstår undervejs. 

- Som noget nyt er de nye mandskabsmoduler indrettet til 20 mand mod normalt 10 mand. Det vil sige, at der er skabe og faciliteter til 20 mand, men ikke plads til borde og stole til alle. Det er en ny trend, at der på mange større byggepladser indrettes fælles faciliteter med kantine. Så bliver deres mandskabsmodul alligevel ikke brugt som kantine, og dermed er pladsen spildt. Det undgår vi med den nye indretning, understreger Henrik Clausen. 

Ajos har indkøbt alle de nye moduler hos søsterselskabet Scandi Byg, der ligesom Ajos hører hjemme i MT Højgaard-koncernen. Det betyder, at modulerne er produceret i Danmark. Det kommer kunderne til gode, fordi modulerne dermed er produceret direkte til danske krav og normer lige fra første streg på papiret. Der sker ingen ombygning eller tilpasning for at honorere de strenge danske krav, som Ajos endda har toppet i samarbejde med Scandi Byg. 

Ajos' medarbejdere klargør skurene, inden de sendes ud til kunderne.
Medarbejdere hos Ajos i Vejle er i gang med at gøre moduler klar til at blive sendt ud til en ny kunde.