Ajos kan visualisere komplekse byggepladser

Større byggepladser udvikler sig hen over projektperioden. Derfor kan kunderne spare omkostninger, tid og besvær ved at få visualiseret byggepladsen på forhånd.

Ajos får nu adgang til at benytte MT Højgaards VDC-program og cementerer derved sin førende position inden for byggepladsindretning og drift.

Gennem en årrække har Ajos opbygge solide kompetencer inden for byggepladsindretning og drift, især som byggepladsentreprenør på store projekter for IKEA og Københavns Universitet - og for tiden på en af landets mest komplekse byggepladser ’Rigshospitalet – Nordfløjen’.

Ajos kan nu også tilbyde større kunder adgang til markedets mest avancerede teknologi og derved sikre endnu højere effektivitet.

Med Virtual Design and Construction kan Ajos simulere eksempelvis byggepladsindretningen i hele anlægsperioden fra 1. dag til projektet slutter. Det betyder, at eksempelvis behov for flytning af skurfaciliteter eller ændring af infrastrukturen på byggepladsen kan forudses og planlægges.

Salgschef Steffen Nørregaard Larsen, afdelingschef for moduler og pavilloner Henrik Clausen, produktionschef Jens Jacobsen (halvt skjult), entreprisechef Lars Muldbak med virtuelle briller alle fra Ajos og divisionsdirektør for VDC Niels Wingesø Falk, MT Højgaard

Salgschef Steffen Nørregaard Larsen, afdelingschef for moduler og pavilloner Henrik Clausen, produktionschef Jens Jacobsen (halvt skjult), entreprisechef Lars Muldbak med virtuelle briller alle fra Ajos og divisionsdirektør for VDC Niels Wingesø Falk, MT Højgaard.

VDC er i dag udviklet til både at visualisere og udføre en række beregninger. Det betyder, at kunden kan få præsenteret forskellige løsningsmodeller med tidsplaner og økonomiske konsekvenser.

- Det er et system, som vore kunder med store komplekse byggepladser, der udvikler sig dynamisk over byggeperioden, får stor glæde af. Også byggepladser med meget begrænset plads vil have glæde af at kunne forudse de logistiske udfordringer gennem hele byggeperioden. Selv om man er vant til at arbejde med store byggepladser, er det vanskeligt at overskue dynamikken hele vejen igennem, og det kan give store ekstraregninger, som nu kan forudses og i mange tilfælde mindskes, siger entreprisechef Lars Muldbak.

- Ekstra muligheder er at se det virtuelt gennem Virtual Reality briller eller få tegninger printet ud som 3D modeller i fast målestoksforhold, fortæller Lars Muldbak.

Et andet anvendelsesområde er ved udlejning af byggekraner. Der kan udføres forhåndsberegninger på placering, og samtidig kan det beregnes, hvor mange kraner der skal bruges, og i hvilke størrelser, for at opnå den økonomisk optimale løsning. Entreprisechef Lars Muldbak fortæller, at programmet endvidere i 3D kan illustrere, hvis en kran umiddelbart er tænkt placeret, så nedtagningen bliver kompliceret, fx hvis kranen i løbet af byggeperioden ”mures inde” af den nyopførte bygning. På den måde kan der tænkes i alternative løsninger, inden den endelige projektplan besluttes. 

Inden for VDC opereres der med helt op til 6D. 3D er de tre velkendte dimensioner. Når 3D-modellen kombineres med tidsplan og geometri fås 4D-modellen. Når den suppleres med priser og omkostninger, taler man om 5D-modellen. Og tilføjes desuden drift, anvendelse og vedligeholdelse er der tale om 6D.

- Vore kunder vil typisk kunne få glæde af op til 5D i forbindelse med byggepladsdrift. Vi kan med de virtuelle modeller bedre begrænse omkostninger, fordi faciliteterne på en byggeplads er belastet forskelligt i byggeperioden, og derfor kan vi finde det optimale tidspunkt til eksempelvis at flytte skure, ændre adgangsveje eller flytte opbevaringsplads til materialer, siger Lars Muldbak.

Ved byggepladsindretning vil det typisk være på de større projekter, at VDC kan give fordele, mens systemet kan hjælp til at beregne kranbehovet selv på mindre pladser.

Droner kan også indgå i arbejdet med VDC, når de virtuelle byggepladsmodeller skal laves.

Droner kan også indgå i skabelsen af de virtuelle modeller her præsenteret af afdelingschef for ’ByggeInformationsModel’ Martin Witt Volsgaard, MT Højgaard. De øvrige er Nikolaj Kyhn VDC-konsulent hos MT Højgaard, entreprisechef Lars Muldbak, Ajos og yderst til højre produktionschef Jens Jacobsen.